Nyhedsbrevet ændrer karakter
Dette bliver det sidste nyhedsbrev i sin nuværende form. Stort set al aktivitet er lagt over i datterselskab Weed Fighter, der buldrer dynamisk derudaf, og da den sidste tegningsrunde i Fremtidens Miljø er afsluttet, er det derfor naturligt at dele nyhedsbrevet op i to dele.
Den ene del vil fremover hedde Aktionærnyt, og vil kun handle om interne forhold i Fremtidens Miljø af interesse for aktionærerne som f.eks. afholdelse af generalforsamling. Aktionærnyt vil kun blive udsendt til aktionærer.
Den anden del vil være information om Weed Fighter og vil blive forenet med Weed Fighters nuværende nyhedsbrev og udsendt fra Weed Fighter. Hvis man ikke, selv om man er medejer, ønsker at modtage den del af nyhedsbrevet, kan man bare afmelde det.
Weed Fighter – hvordan går det
Weed Fighter ApS er datterselskab til Fremtidens Miljø A/S, og alt udviklingsarbejde, produktion, salg og markedsføring ligger i Weed Fighter. Oprindelig ejede Fremtidens Miljø 100 %, men for at skaffe midler til udviklingsarbejdet og markedsføringen blev crowdfundingen suppleret med ni investorer, der puttede penge direkte i Weed Fighter. Det betyder, at Fremtidens Miljø efter en ny stor kapitaludvidelse, der akkurat er gennemført, ejer lige knapt halvdelen af Weed Fighter.
Der er nu bygget fire af de store Weed Fighter Pro maskiner. De tre er ude at køre i kommuner, der har købt dem. Det er Horsens, Herning og Mariagerfjord, og alle steder er der stor tilfredshed. Den sidste anvendes til demonstrationsbrug og til forsøgs- og dokumentationsvirksomhed.
Maskinen er ved at blive udvidet med et kantstensmodul, og udviklingsarbejdet skrider godt frem muliggjort af tilførslen af selskabskapital. Desuden har Weed Fighter lige fået lån fra Vækstfonden.
Weed Fighter vil fra næste år indgå i et stort GUDP-finansieret forsknings- og udviklingsprojekt sammen med Århus Universitet og selskaber inden for landbruget. Det kan give mulighed for at vores teknologi også vil blive anvendt inden for landbrugssektoren.
Indkaldelse til Ekstraordinær Generalforsamling
Årets ordinære generalforsamling blev denne gang holdt i København, og der var større fremmøde end sidst. Faktisk var 51 % af aktiekapitalen og 99,6 % af stemmerne repræsenteret, enten personligt eller ved fuldmagt. Årsrapporten blev godkendt, og resultatet overført.
Der blev valgt ny bestyrelse bestående af:
- Kim Birkedahl (efterfølgende valgt til formand)
- Carsten Enemark (efterfølgende udpeget til direktør)
- Lars Pedersen
- Lars Henrik Rasmussen
Bestyrelsen havde fremsat en række ændringsforslag til vedtægterne. Kun enkelte af disse kunne vedtages. Ønsket om at give reel indflydelse til B-aktionærerne, som langt de fleste er, kunne således ikke opfyldes.
I mellemtiden er ejerforholdene i Fremtidens Miljø ændret, og det vil nu være muligt at gennemføre de øvrige ændringsforslag.
Der indkaldes derfor til ekstraordinær generalforsamling mandag 28. august kl. 19.30 alene med det formål at gennemføre resten af bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer.
Den ekstraordinære generalforsamling gennemføres alene elektronisk. Det er derfor nødvendigt at tilmelde sig på post@fremtidensmiljo.dk senest 21. august. De tilmeldte vil derefter få tilsendt et link, der kan bruges til generalforsamlingen. Indkaldelsen og den fuldstændige dagsorden fremgår af hjemmesiden.
Ajour føring af ejerbogen
Alle aktieposter er opført i ejerbogen. Bestyrelsen har derfor som tidligere beskrevet iværksat en større proces for at få valideret oplysningerne i ejerbogen.
Desværre har vi kun fået svar på den udsendte mail fra godt halvdelen af aktionærerne. Det kan der være forståelige grunde til. Man kan have skiftet e-mail og glemt at meddele den nye, som man ellers er forpligtet til efter vedtægterne. Man kan have et spamfilter, der er indstillet, så meddelelser fra selskabet opfattes som spam. Eller man kan have tænkt, at det var ligegyldigt at læse mails fra Fremtidens Miljø, da man måske mere så på aktiekøbet som en donation til et godt formål, frem for som erhvervelse af et værdipapir.
Heldigvis er det lykkedes at få bekræftelse fra nærmest alle med over 20 aktier.
Vi vil kraftigt opfordre alle, der ikke har svaret endnu, til at finde emailen med udskriften af ejerbogen frem, og svare bekræftende på den. Hvis selskabet ikke kan komme i kontakt med en aktionær, risikerer vedkommende i værste fald at gå glip af senere udbytte eller lignende.
Hvis man ikke kan finde mailen, så skriv på post@fremtidensmiljo.dk . Så sender vi en ny udskrift. Vi vil naturligvis forsøge at nå igennem til alle på den ene eller anden måde, men det vil være en besværlig og dyr proces, så hjælp os: Svar – og spørg gerne familie og venner med aktier, om de har svaret.
De bedste hilsner fra bestyrelsen i Fremtidens Miljø
Kim Birkedahl
Carsten Enemark
Lars Pedersen
Lars Henrik Rasmussen